Kronik: Stikkerplakater, JA tak! Berlingske maj 2020
Stikkerplakater, ja tak!
Af Benedicte Christiansen. Kronik. Berlingske. 7. maj 2020
Weekendavisen var de første til at lægge Kunstakademiet på briksen til en ordentlig tur. I Berlingske har sognepræst og ph.d. Kathrine Lilleør og direktør for Gyldendal Morten Hesseldahl sluttet sig til. Vinklingen synes entydigt at være den, at de studerende på Kunstakademiet bør tie om forulempelser, for det er nedbrydende for ytringsfriheden, hvis de siger noget. Weekendavisen har opsporet, hvad avisen vælger at kalde ’stikkerplakater’ og tegn på militant feminisme på akademiet. Lilleør taler 26. april om ødelæggelse, udrensning og angiversystemer, Hesseldahl lige så manende 28. april om gidsler og kommissærtyper, og af chefredaktør Krasniks leder 24. april i Weekendavisen fremgår det, at ikke alene ytringsfriheden men også åndsfriheden og retssikkerheden nu er truet. Fordi en gruppe studerende på Kunstakademiet hetzer professorerne i en grad, så ledelsen har ladet sig kue, forklarer Krasnik. Miljøet på kunstneriske uddannelser vender jeg tilbage til. I samme leder skriver Krasnik dette: ”Det er milepæle, at Harvey Weinstein, Tariq Ramadan og andre overgrebsmænd er endt ved domstolene. Og det er ekstremt positivt, at der er kommet opmærksomhed på seksuelle overgreb, der før blev ignoreret. Men det er ikke et fremskridt, når anklager alene placerer folk på skafottet”. Nævnte Tariq Ramadan er ganske rigtigt ’endt ved domstolene’ i en voldtægtssag, men der er ikke afsagt dom i sagen. Eftersom Ramadan ikke er dømt for noget og selv erklærer sig uskyldig – alt er ifølge Ramadan foregået med samtykke – så er det Krasnik selv, der her placerer den schweiziske islamforsker på skafottet som overgrebsmand. På anklager alene. På lederplads.
At placere folk på skafottet i en leder, der handler om ikke at placere folk på skafottet. At mane studerende til tavshed for at fremme ytringsfriheden. Hvad sker der lige med det? Store Selvmodsigelsesfejring, måske? Det forekommer oprigtig talt helt ud ad vinduet. Lad så være at det første vel er en dosmerfejl med dobbelt salto. Det andet - at ville give studerende mundkurv på - er decideret skræmmende for alle, der kender bare det mindste til kunstneriske uddannelser.
Kunst, film og musik er internationale brancher, og det samme gælder uddannelserne. Hvis en kunstnerisk udvikling sker i London, kommer den også til Stockholm. Hvis Paris plages af sexisme, må man forebygge sexisme i København. Den franske avis Le Monde bruger mafia-udtrykket ’omertá’, om miljøet på franske kunstakademier: man har ikke set noget, man har ikke hørt noget, man taler ikke om noget. I modsætning til Weekendavisen opfordrer Le Monde til at bryde tavsheden, og den franske avis konkluderer, at de kunstneriske uddannelser ligger årtier bagefter resten af samfundet i deres negligering af sexisme. Det franske Senat konstaterede efter en høring, at kunstakademierne rutinemæssigt banaliserer sexisme. En skandaløs praksis, mente senatet.
Alle arbejdspladser i Europa skal bekæmpe sexisme. I 2000 kom et EU-direktiv, der udtrykkeligt siger, at der på europæiske arbejdspladser ikke må forekomme chikane: ingen mobning, ingen ydmygelser, ingen nedværdigelser, ingen trusler, ingen seksuel chikane.
Det gælder også på kunstneriske arbejdspladser. Kunstnere er ikke hævet over loven. Ansvarlige ledelser på kunstneriske arbejdspladser gør derfor alt, hvad der står i deres magt, for at forebygge og forandre sexistisk kultur. Præcis som ledelsen på Kunstakademiet gør. Hvis man er så gammel, at man har haft et arbejdsliv inden 2000 – det er jeg selv - kan det da godt være svært at kapere, at verden forandres. Man drømmer sig måske tilbage til de gode gamle dage, hvor man kunne trække trusserne af kollegerne på arbejdspladsen, hvis man lige følte for det. Branchen ’Film, presse og bøger’ ligger konsekvent og roder helt nede i bunden af Arbejdstilsynets branche-målinger på både fysisk og psykisk arbejdsmiljø, så måske er der journalister, redaktioner, forfattere og bogforlag, der simpelthen ikke kender lovgivningen. Eksemplet med trusserne er hentet fra pressens egen verden, nemlig den legendariske redaktør fra 1965 til 1997 på ’Cosmopolitan’ Helen Gurney Brown. Som feminist mente hun, at nok skulle man bekæmpe sexisme. Men noget så uskyldigt som en flok mænd, der holder en kollega fast og trækker trusserne af hende, det syntes hun helt bestemt, der skulle være plads til. Lidt sjov og ballade på arbejdspladsen. Det sker der jo ikke noget ved, mente Gurney Brown.
Det turde antyde, at der også i redaktionslokaler kan være tendens til halte bagefter resten af samfundet, når det gælder synet på, hvad der ’sker noget ved’. Mange mennesker har en stærk trang til at gøre sig til dommer over, hvad der er ’virkelige overgreb’. Resten må så være ’uvirkelige overgreb’. ”Thank God for Millenials!”, som den amerikanske juraprofessor Adrienne D. Davis i et oplæg til brancheorganisationen Opera America udtrykker det: hvis man er adskilligt ældre end lovgivningen mod seksuelle krænkelser på arbejdspladser, så har man måske slet ikke fattet, at det faktisk ikke længere er tilladt at chikanere, mobbe, håne, ydmyge og forgribe sig på. Og man har tilsyneladende i særklasse ikke fattet, at det, vi har hårdt brug for at ændre og som ansvarlige og visionære kunstneriske uddannelser gør alt, hvad de kan, for at ændre, er det system, hvor en overgrebsmands eller overgrebskvindes topplacering i de kunstneriske hierarkier og deraf følgende magt automatisk gør, at overgreb omgærdes med omertá: ikke se, ikke høre, ikke tale.
En rundtur til den internationale verden for kunstneriske uddannelser giver et indblik i, hvad man er oppe imod:
Napoli, Accedemia di Belle Arti: de studerende er gået til politiet. Ledelsen har ikke villet behandle deres klager. Citat: ”Så kom han på mig og gav mig et lommetørklæde til at tørre det af med, og så var der bare stille.”
Prag, Kunstakademiet og Arkitektskolen: videoer med lakoniske citater fra hverdagen: ”Da jeg kom til konsultations-timen, råbte han: du bliver bollet tyk og ryger tilbage til landsbyen.”
Beijing, Kunstakademiet: 47 studerende klager over undervisere, der kræver gaver af dem, stjæler værker fra dem og udsætter dem for seksuel chikane. 47!
London: en højt profileret musiker og lærer på Guildhall - et af Londons topkonservatorier – dømmes til 11 års fængsel for gentagne tilfælde af voldtægter. Inden retssagen vurderede en dommer, at retssagen skulle planlægges, så musikeren kunne afslutte sin planlagte turné.
Stockholm: Musikkonservatoriet nye domicil har glasvægge i alle undervisningslokaler. Angiveligt for at forebygge overgreb ved eneundervisning. En voldtægtsdømt lærer vendte tilbage til konservatoriet efter udstået straf.
München: rektor for konservatoriet idømmes efter prøvelse ved flere retsinstanser to år og ni måneders fængsel for gentagne tilfælde af seksuelle overgreb. Folkedomstolen mener, at ofrene er hysteriske og ikke viser kunsten fornøden respekt.
Wien: Pressen afslører uhyrlige forhold på Wiener Staatsopers balletskole: fatshaming af teenagere på 42 kg og korporlig afstraffelse. Begået af kvindelige lærere. En kommissionsrapport konkluderede for få måneder siden, at operaens ledelse ikke har haft elevernes tarv for øje. Ledelsen har, mener kommissionen, i det omfang den overhovedet har grebet ind, først gjort det efter pressens omtale af sagen og da alene med operaens anseelse udadtil for øje.
Ian Pace, pianist og underviser på City, University of London, giver på theconversation.com denne opsummering af engelsk musikuddannelse: ”Et systematisk mønster af dominans, grusomhed, umenneskeliggørelse, mobning og følelsesmæssig manipulation fra musikere helt uden skrupler og med ukontrolleret magt, hvor seksuelt misbrug er en af metoderne”.
Hvordan kan nogen fortænke vores kunstneriske uddannelser i, at de gør alt, hvad de kan, for at forbygge og ændre sådanne tilstande?
Af Benedicte Christiansen. Kronik. Berlingske. 7. maj 2020
Weekendavisen var de første til at lægge Kunstakademiet på briksen til en ordentlig tur. I Berlingske har sognepræst og ph.d. Kathrine Lilleør og direktør for Gyldendal Morten Hesseldahl sluttet sig til. Vinklingen synes entydigt at være den, at de studerende på Kunstakademiet bør tie om forulempelser, for det er nedbrydende for ytringsfriheden, hvis de siger noget. Weekendavisen har opsporet, hvad avisen vælger at kalde ’stikkerplakater’ og tegn på militant feminisme på akademiet. Lilleør taler 26. april om ødelæggelse, udrensning og angiversystemer, Hesseldahl lige så manende 28. april om gidsler og kommissærtyper, og af chefredaktør Krasniks leder 24. april i Weekendavisen fremgår det, at ikke alene ytringsfriheden men også åndsfriheden og retssikkerheden nu er truet. Fordi en gruppe studerende på Kunstakademiet hetzer professorerne i en grad, så ledelsen har ladet sig kue, forklarer Krasnik. Miljøet på kunstneriske uddannelser vender jeg tilbage til. I samme leder skriver Krasnik dette: ”Det er milepæle, at Harvey Weinstein, Tariq Ramadan og andre overgrebsmænd er endt ved domstolene. Og det er ekstremt positivt, at der er kommet opmærksomhed på seksuelle overgreb, der før blev ignoreret. Men det er ikke et fremskridt, når anklager alene placerer folk på skafottet”. Nævnte Tariq Ramadan er ganske rigtigt ’endt ved domstolene’ i en voldtægtssag, men der er ikke afsagt dom i sagen. Eftersom Ramadan ikke er dømt for noget og selv erklærer sig uskyldig – alt er ifølge Ramadan foregået med samtykke – så er det Krasnik selv, der her placerer den schweiziske islamforsker på skafottet som overgrebsmand. På anklager alene. På lederplads.
At placere folk på skafottet i en leder, der handler om ikke at placere folk på skafottet. At mane studerende til tavshed for at fremme ytringsfriheden. Hvad sker der lige med det? Store Selvmodsigelsesfejring, måske? Det forekommer oprigtig talt helt ud ad vinduet. Lad så være at det første vel er en dosmerfejl med dobbelt salto. Det andet - at ville give studerende mundkurv på - er decideret skræmmende for alle, der kender bare det mindste til kunstneriske uddannelser.
Kunst, film og musik er internationale brancher, og det samme gælder uddannelserne. Hvis en kunstnerisk udvikling sker i London, kommer den også til Stockholm. Hvis Paris plages af sexisme, må man forebygge sexisme i København. Den franske avis Le Monde bruger mafia-udtrykket ’omertá’, om miljøet på franske kunstakademier: man har ikke set noget, man har ikke hørt noget, man taler ikke om noget. I modsætning til Weekendavisen opfordrer Le Monde til at bryde tavsheden, og den franske avis konkluderer, at de kunstneriske uddannelser ligger årtier bagefter resten af samfundet i deres negligering af sexisme. Det franske Senat konstaterede efter en høring, at kunstakademierne rutinemæssigt banaliserer sexisme. En skandaløs praksis, mente senatet.
Alle arbejdspladser i Europa skal bekæmpe sexisme. I 2000 kom et EU-direktiv, der udtrykkeligt siger, at der på europæiske arbejdspladser ikke må forekomme chikane: ingen mobning, ingen ydmygelser, ingen nedværdigelser, ingen trusler, ingen seksuel chikane.
Det gælder også på kunstneriske arbejdspladser. Kunstnere er ikke hævet over loven. Ansvarlige ledelser på kunstneriske arbejdspladser gør derfor alt, hvad der står i deres magt, for at forebygge og forandre sexistisk kultur. Præcis som ledelsen på Kunstakademiet gør. Hvis man er så gammel, at man har haft et arbejdsliv inden 2000 – det er jeg selv - kan det da godt være svært at kapere, at verden forandres. Man drømmer sig måske tilbage til de gode gamle dage, hvor man kunne trække trusserne af kollegerne på arbejdspladsen, hvis man lige følte for det. Branchen ’Film, presse og bøger’ ligger konsekvent og roder helt nede i bunden af Arbejdstilsynets branche-målinger på både fysisk og psykisk arbejdsmiljø, så måske er der journalister, redaktioner, forfattere og bogforlag, der simpelthen ikke kender lovgivningen. Eksemplet med trusserne er hentet fra pressens egen verden, nemlig den legendariske redaktør fra 1965 til 1997 på ’Cosmopolitan’ Helen Gurney Brown. Som feminist mente hun, at nok skulle man bekæmpe sexisme. Men noget så uskyldigt som en flok mænd, der holder en kollega fast og trækker trusserne af hende, det syntes hun helt bestemt, der skulle være plads til. Lidt sjov og ballade på arbejdspladsen. Det sker der jo ikke noget ved, mente Gurney Brown.
Det turde antyde, at der også i redaktionslokaler kan være tendens til halte bagefter resten af samfundet, når det gælder synet på, hvad der ’sker noget ved’. Mange mennesker har en stærk trang til at gøre sig til dommer over, hvad der er ’virkelige overgreb’. Resten må så være ’uvirkelige overgreb’. ”Thank God for Millenials!”, som den amerikanske juraprofessor Adrienne D. Davis i et oplæg til brancheorganisationen Opera America udtrykker det: hvis man er adskilligt ældre end lovgivningen mod seksuelle krænkelser på arbejdspladser, så har man måske slet ikke fattet, at det faktisk ikke længere er tilladt at chikanere, mobbe, håne, ydmyge og forgribe sig på. Og man har tilsyneladende i særklasse ikke fattet, at det, vi har hårdt brug for at ændre og som ansvarlige og visionære kunstneriske uddannelser gør alt, hvad de kan, for at ændre, er det system, hvor en overgrebsmands eller overgrebskvindes topplacering i de kunstneriske hierarkier og deraf følgende magt automatisk gør, at overgreb omgærdes med omertá: ikke se, ikke høre, ikke tale.
En rundtur til den internationale verden for kunstneriske uddannelser giver et indblik i, hvad man er oppe imod:
Napoli, Accedemia di Belle Arti: de studerende er gået til politiet. Ledelsen har ikke villet behandle deres klager. Citat: ”Så kom han på mig og gav mig et lommetørklæde til at tørre det af med, og så var der bare stille.”
Prag, Kunstakademiet og Arkitektskolen: videoer med lakoniske citater fra hverdagen: ”Da jeg kom til konsultations-timen, råbte han: du bliver bollet tyk og ryger tilbage til landsbyen.”
Beijing, Kunstakademiet: 47 studerende klager over undervisere, der kræver gaver af dem, stjæler værker fra dem og udsætter dem for seksuel chikane. 47!
London: en højt profileret musiker og lærer på Guildhall - et af Londons topkonservatorier – dømmes til 11 års fængsel for gentagne tilfælde af voldtægter. Inden retssagen vurderede en dommer, at retssagen skulle planlægges, så musikeren kunne afslutte sin planlagte turné.
Stockholm: Musikkonservatoriet nye domicil har glasvægge i alle undervisningslokaler. Angiveligt for at forebygge overgreb ved eneundervisning. En voldtægtsdømt lærer vendte tilbage til konservatoriet efter udstået straf.
München: rektor for konservatoriet idømmes efter prøvelse ved flere retsinstanser to år og ni måneders fængsel for gentagne tilfælde af seksuelle overgreb. Folkedomstolen mener, at ofrene er hysteriske og ikke viser kunsten fornøden respekt.
Wien: Pressen afslører uhyrlige forhold på Wiener Staatsopers balletskole: fatshaming af teenagere på 42 kg og korporlig afstraffelse. Begået af kvindelige lærere. En kommissionsrapport konkluderede for få måneder siden, at operaens ledelse ikke har haft elevernes tarv for øje. Ledelsen har, mener kommissionen, i det omfang den overhovedet har grebet ind, først gjort det efter pressens omtale af sagen og da alene med operaens anseelse udadtil for øje.
Ian Pace, pianist og underviser på City, University of London, giver på theconversation.com denne opsummering af engelsk musikuddannelse: ”Et systematisk mønster af dominans, grusomhed, umenneskeliggørelse, mobning og følelsesmæssig manipulation fra musikere helt uden skrupler og med ukontrolleret magt, hvor seksuelt misbrug er en af metoderne”.
Hvordan kan nogen fortænke vores kunstneriske uddannelser i, at de gør alt, hvad de kan, for at forbygge og ændre sådanne tilstande?
Kronik: Gør som købmænd og kinesere: Investér i opera. Det betaler sig. Berlingske august 2018
Click here to edit.
Kronik, Berlingske, fredag 3. august 2018
Af Benedicte Christiansen
25 millioner solgte billetter. 40 milliarder i årlig omsætning. Det er europæisk operaindustri anno 2018. Kun krig koster mere end opera, som de siger de i branchen. I 400 år har magthavere investeret i opera. Det koster en krig, billetindtægterne henter på ingen måde investeringen hjem, men både købmænd og kinesere kan se formålet med at kaste penge ind i foretagendet. Så det gør de. I Danmark gør vi det modsatte.
I Hamborg bruger købmændene penge på deres opera. Philharmonisches Staatsorchester udvider næste år fra 134 musikere til 140. Orkestret spiller til opera og ballet ligesom Det Kongelige Kapel. Storkøbmand Kühne lægger en million på bordet hvert år de næste fem år med det formål at sætte turbo på fornyelsen og udvidelsen af operaens repertoire. En million euro om året i fem år er godt 37 mio. kroner i alt. Købmand Kühne, der også investerer i fodboldklubben HSV, tror på vinder-teamet generalmusikdirektør Kent Nagano og operachef Georges Delnon. Forlængelsen af de to herrers kontrakter frem til 2025 er en bedrift, Hamborgs bystyre fremhæver i Senatspolitik 2011-18. Som ’künstlerisches Spitzenpersonal’ giver de byen profil.
Erhvervsklubben til fremme af Hamborgs opera har mottoet Pecunia pro opera. Penge til operaen. Det kan også oversættes til ’Penge til forretninger’! Det er præcis de to aspekter, som de driftige folk i hansestaden ser: investeringer i højpotent opera avler prestige og penge til byens virksomheder.
I Danmark har vi den modsatte politik. Her piller regeringen pertentligt Det Kongelige Teater for 800.000 kroner. Hver måned. Fra 2016 til 2019 er det 44 millioner kroner, der forsvinder, konstaterer bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen i et interview 14. juli. Pecunia contra opera er et ledigt motto for den fremgangsmåde. For alt tyder på, at regeringens uendelige pengepilleri kun udretter én ting: det gør os alle fattigere.
Hvis man tror, at opera nogensinde har kunnet drives på billetindtægter alene, så tager man fejl. 1600-tallets Venedig var et epicenter for opera, og her så Cristoforo Ivanovich allerede i 1681 dystert på fremtiden. Billetindtægterne gik ”ikke op men ned”, som han forklarer i sine Memorie teatrali di Venezia. Vor egen Frederik 4. ville i begyndelsen af 1700-tallet også have tidens topsmarte gadget, et operahus. Et statussymbol og potensforlænger, der klæder enhver magthaver. Sådan nogle havde han nemlig set i Venedig. Frederik gik efter fem år rabundus med foretagendet, skønt selve bygningen står der endnu og nu huser Østre Landsret. I 1966 udgav Baumol og Bowen, to amerikanske økonomer, Performing Arts-The Economic Dilemma. 50’erne og 60’erne var gyldne år på The Met i New York. Stjerner af Callas-kaliber var forsidestof. Alligevel, konstaterer de to økonomer, er ’krise tilsyneladende en livsstil’. Én lang strøm af ’katastrofale udgiftsstigninger og økonomisk undtagelsestilstand’.
Opera har alle dage været en industri, der kræver, at man henter afkast hjem ved afledt virksomhed. Gambling og hasardspil var forretningsmodellen i 1800-tallets italienske operahuse. Der var loger med spejle i loftet, så man ved spillebordet kunne se scenen selv med ryggen til. Der var rouletter, der snurrede i foyeren.
Hvis vi skal tro købmændene i Hamborg, er opera godt for virksomhederne. Konsulenthuset COWI giver dem ret. For hver offentligt investeret krone er omsætningen steget med tre kroner, vurderer COWI i rapporten Welcome Future om Kulturby 2017. Èn investeret offentlig krone i et kulturudbud kommer altså tre gange tilbage. Rapporter fra Americans for the Arts viser samme tendens. Offentlige investeringer i kultur før finanskrisen kom hele syv gange tilbage i USA, mens de seneste tal siger fire gange.
Og så er der Kina. Ikke nogen dummepeter i verdensøkonomien. I Kina er der de seneste 15 år skudt operahuse op som paddehatte. Der er anslået 50 operahuse i Kina, der nu spiller vestlige operaer. For at det ikke skal være løgn, er operaen Turandot af italienske Puccini blevet noget nær en nationalopera. Turandot er en eventyrfortælling om en kinesisk prinsesse, der siger ’duer ikke væk’ til alle friere. En makaber version af Klodshans, inklusive tortur og henrettelser. Turandot var uønsket i Kina i årtier. Man syntes ikke, den gav et retvisende billede af landet. Det kan man mene forskelligt om.
Beijings operahus er fra 2007, et prestigebyggeri tæt på Folkets Store Hal og Den forbudte by. Huset beskrives som et el dorado for vestlige kompagnier, der her møder gunstig finansiering. Den enorme industriby Guangzhou i det sydlige Kina fik sit operahus i 2010, tegnet af iransk-britiske Zaha Hadid. 1,3 milliarder kroner er prisen oplyst til. Et røverkøb sammenlignet med de små 6 milliarder for Hamborgs Elbphilharmonie. Danske kunstnere er hyppige gæster i både Beijing og Guangzhou. Kasper Holten satte i maj Guangzhous nyskrevne opera om Marco Polo op med danske Peter Lodahl i titelrollen, og i juni var Holten i Beijing med danske Johan Reuter på scenen i Wagners Mestersangerne. I foråret gæstede DRSymfoniorkestret Beijing. I Kinas engelsksprogede nyhedsmagasin Beijing Review’s omtale af Marco Polo bliver det øst-vestlige samarbejde fremhævet. Det understreges, at operaen i Guangzhou er en del af Silk Road International League of Theaters, et kinesisk drevet initiativ fra 2016, der har over 80 medlemmer i 33 lande og er opkaldt efter Silkevejen, den gamle handelsrute fra Kina til Europa. Initiativet er en del af Kinas kolossale Silk Road Economic Belt, også kendt som One Road, one Belt, der sigter på at binde Asien, Europa, Afrika og Oceanien sammen. Intet mindre. Kina tænker stort og langt. Meget langt. Skulle vi prøve det herhjemme?
Operaen på Holmen har i kommende sæson sat thevand over til to opsætninger med kinesisk aroma. Puccinis Turandot og amerikanske John Adams Nixon in China fra 1987. I Nixon in China er scenen det historiske møde mellem Nixon og formand Mao i 1972. Nattens Dronning i den opera er Madame Mao, Maos hustru Jiang Qing. Hendes håndfaste brug af kinesisk opera i kulturrevolutionen er et kerneelement i denne nyklassiker. Ligesom med Turandot, syntes man i Kina, at også denne opera fordrejer forholdene. Kinas egen Peking-operatradition kommer med Operafestivalen til byen i august.
Mesterværker er kendetegnet ved, at de bliver ved med at give. Stor kunst rammer os altid på vores egen nutid. Ellers er det ikke stor kunst. På operascenen spiller repertoire fra 1600-tallet side om side med repertoire fra vores egen tid. Ikke sjældent er magtens karakter og legitimitet i centrum af dramaet. Fyrstens magt, magten mellem kønnene, menneskets magt over sig selv og mangel på samme. Ikke som et intellektuelt studie, men som et sansernes boblebad. Er det en tanke værd, at 400 års opera også er lydsporet til Europas udvikling fra despotisk enevælde og oligarkstyre til demokrati?
Købmands-Hamborg og Kommunist-Kina vurderer fra hver deres udgangspunkt, at opera er værd at investere i. Danske fonde og virksomheder kan også godt se pointen. Nu mangler vi bare at få den danske regering med. Ikke et ord her om kunsten for kunstens egen skyld. Det er helt legitimt, hvis man ikke orker stor musik. Der er også mange, der ikke orker motion. Ikke sundt, men muligt i et frit samfund. Det er derimod ikke legitimt bevidstløst at tappe operaen for saft og kraft, alene fordi man ikke orker at tænke andet end småt. Vi er faktisk pænt gode til opera i Danmark. Er det muligt, at vores egne politikere ikke ved det? I Kina ved de det godt.
Af Benedicte Christiansen
25 millioner solgte billetter. 40 milliarder i årlig omsætning. Det er europæisk operaindustri anno 2018. Kun krig koster mere end opera, som de siger de i branchen. I 400 år har magthavere investeret i opera. Det koster en krig, billetindtægterne henter på ingen måde investeringen hjem, men både købmænd og kinesere kan se formålet med at kaste penge ind i foretagendet. Så det gør de. I Danmark gør vi det modsatte.
I Hamborg bruger købmændene penge på deres opera. Philharmonisches Staatsorchester udvider næste år fra 134 musikere til 140. Orkestret spiller til opera og ballet ligesom Det Kongelige Kapel. Storkøbmand Kühne lægger en million på bordet hvert år de næste fem år med det formål at sætte turbo på fornyelsen og udvidelsen af operaens repertoire. En million euro om året i fem år er godt 37 mio. kroner i alt. Købmand Kühne, der også investerer i fodboldklubben HSV, tror på vinder-teamet generalmusikdirektør Kent Nagano og operachef Georges Delnon. Forlængelsen af de to herrers kontrakter frem til 2025 er en bedrift, Hamborgs bystyre fremhæver i Senatspolitik 2011-18. Som ’künstlerisches Spitzenpersonal’ giver de byen profil.
Erhvervsklubben til fremme af Hamborgs opera har mottoet Pecunia pro opera. Penge til operaen. Det kan også oversættes til ’Penge til forretninger’! Det er præcis de to aspekter, som de driftige folk i hansestaden ser: investeringer i højpotent opera avler prestige og penge til byens virksomheder.
I Danmark har vi den modsatte politik. Her piller regeringen pertentligt Det Kongelige Teater for 800.000 kroner. Hver måned. Fra 2016 til 2019 er det 44 millioner kroner, der forsvinder, konstaterer bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen i et interview 14. juli. Pecunia contra opera er et ledigt motto for den fremgangsmåde. For alt tyder på, at regeringens uendelige pengepilleri kun udretter én ting: det gør os alle fattigere.
Hvis man tror, at opera nogensinde har kunnet drives på billetindtægter alene, så tager man fejl. 1600-tallets Venedig var et epicenter for opera, og her så Cristoforo Ivanovich allerede i 1681 dystert på fremtiden. Billetindtægterne gik ”ikke op men ned”, som han forklarer i sine Memorie teatrali di Venezia. Vor egen Frederik 4. ville i begyndelsen af 1700-tallet også have tidens topsmarte gadget, et operahus. Et statussymbol og potensforlænger, der klæder enhver magthaver. Sådan nogle havde han nemlig set i Venedig. Frederik gik efter fem år rabundus med foretagendet, skønt selve bygningen står der endnu og nu huser Østre Landsret. I 1966 udgav Baumol og Bowen, to amerikanske økonomer, Performing Arts-The Economic Dilemma. 50’erne og 60’erne var gyldne år på The Met i New York. Stjerner af Callas-kaliber var forsidestof. Alligevel, konstaterer de to økonomer, er ’krise tilsyneladende en livsstil’. Én lang strøm af ’katastrofale udgiftsstigninger og økonomisk undtagelsestilstand’.
Opera har alle dage været en industri, der kræver, at man henter afkast hjem ved afledt virksomhed. Gambling og hasardspil var forretningsmodellen i 1800-tallets italienske operahuse. Der var loger med spejle i loftet, så man ved spillebordet kunne se scenen selv med ryggen til. Der var rouletter, der snurrede i foyeren.
Hvis vi skal tro købmændene i Hamborg, er opera godt for virksomhederne. Konsulenthuset COWI giver dem ret. For hver offentligt investeret krone er omsætningen steget med tre kroner, vurderer COWI i rapporten Welcome Future om Kulturby 2017. Èn investeret offentlig krone i et kulturudbud kommer altså tre gange tilbage. Rapporter fra Americans for the Arts viser samme tendens. Offentlige investeringer i kultur før finanskrisen kom hele syv gange tilbage i USA, mens de seneste tal siger fire gange.
Og så er der Kina. Ikke nogen dummepeter i verdensøkonomien. I Kina er der de seneste 15 år skudt operahuse op som paddehatte. Der er anslået 50 operahuse i Kina, der nu spiller vestlige operaer. For at det ikke skal være løgn, er operaen Turandot af italienske Puccini blevet noget nær en nationalopera. Turandot er en eventyrfortælling om en kinesisk prinsesse, der siger ’duer ikke væk’ til alle friere. En makaber version af Klodshans, inklusive tortur og henrettelser. Turandot var uønsket i Kina i årtier. Man syntes ikke, den gav et retvisende billede af landet. Det kan man mene forskelligt om.
Beijings operahus er fra 2007, et prestigebyggeri tæt på Folkets Store Hal og Den forbudte by. Huset beskrives som et el dorado for vestlige kompagnier, der her møder gunstig finansiering. Den enorme industriby Guangzhou i det sydlige Kina fik sit operahus i 2010, tegnet af iransk-britiske Zaha Hadid. 1,3 milliarder kroner er prisen oplyst til. Et røverkøb sammenlignet med de små 6 milliarder for Hamborgs Elbphilharmonie. Danske kunstnere er hyppige gæster i både Beijing og Guangzhou. Kasper Holten satte i maj Guangzhous nyskrevne opera om Marco Polo op med danske Peter Lodahl i titelrollen, og i juni var Holten i Beijing med danske Johan Reuter på scenen i Wagners Mestersangerne. I foråret gæstede DRSymfoniorkestret Beijing. I Kinas engelsksprogede nyhedsmagasin Beijing Review’s omtale af Marco Polo bliver det øst-vestlige samarbejde fremhævet. Det understreges, at operaen i Guangzhou er en del af Silk Road International League of Theaters, et kinesisk drevet initiativ fra 2016, der har over 80 medlemmer i 33 lande og er opkaldt efter Silkevejen, den gamle handelsrute fra Kina til Europa. Initiativet er en del af Kinas kolossale Silk Road Economic Belt, også kendt som One Road, one Belt, der sigter på at binde Asien, Europa, Afrika og Oceanien sammen. Intet mindre. Kina tænker stort og langt. Meget langt. Skulle vi prøve det herhjemme?
Operaen på Holmen har i kommende sæson sat thevand over til to opsætninger med kinesisk aroma. Puccinis Turandot og amerikanske John Adams Nixon in China fra 1987. I Nixon in China er scenen det historiske møde mellem Nixon og formand Mao i 1972. Nattens Dronning i den opera er Madame Mao, Maos hustru Jiang Qing. Hendes håndfaste brug af kinesisk opera i kulturrevolutionen er et kerneelement i denne nyklassiker. Ligesom med Turandot, syntes man i Kina, at også denne opera fordrejer forholdene. Kinas egen Peking-operatradition kommer med Operafestivalen til byen i august.
Mesterværker er kendetegnet ved, at de bliver ved med at give. Stor kunst rammer os altid på vores egen nutid. Ellers er det ikke stor kunst. På operascenen spiller repertoire fra 1600-tallet side om side med repertoire fra vores egen tid. Ikke sjældent er magtens karakter og legitimitet i centrum af dramaet. Fyrstens magt, magten mellem kønnene, menneskets magt over sig selv og mangel på samme. Ikke som et intellektuelt studie, men som et sansernes boblebad. Er det en tanke værd, at 400 års opera også er lydsporet til Europas udvikling fra despotisk enevælde og oligarkstyre til demokrati?
Købmands-Hamborg og Kommunist-Kina vurderer fra hver deres udgangspunkt, at opera er værd at investere i. Danske fonde og virksomheder kan også godt se pointen. Nu mangler vi bare at få den danske regering med. Ikke et ord her om kunsten for kunstens egen skyld. Det er helt legitimt, hvis man ikke orker stor musik. Der er også mange, der ikke orker motion. Ikke sundt, men muligt i et frit samfund. Det er derimod ikke legitimt bevidstløst at tappe operaen for saft og kraft, alene fordi man ikke orker at tænke andet end småt. Vi er faktisk pænt gode til opera i Danmark. Er det muligt, at vores egne politikere ikke ved det? I Kina ved de det godt.
Kronik: Symfoni, demokrati og Carl i Kuala Lumpur, Berlingske januar 2018
Click here to edit.
Kronik: Symfoni, demokrati og Carl i Kuala Lumpur, 1. januar 2018 Berlingske Sektion 1 Side 28 (OPINION) Benedicte Christiansen...
TEXT:
1. januar 2018 sendes Wiener Philharmonikernes nytårskoncert på TV-stationer i 90 lande, herunder DR. Same procedure as every year.
90 lande abonnerer på at sætte et nyt år i svingninger sammen med et af klodens ypperste symfoniorkestre. 90 lande er rundt regnet halvdelen af samtlige lande overhovedet, så musikerne i Wien når helt bogstaveligt den halve verden rundt.
Det sætter to ting på plads, som ellers ikke fremstår lysende klare i den standende debat om symfoniorkestre i vores eget lille land. Nemlig: 1) At symfonisk musik er kæmpestort, og 2) at symfonisk musik - denne europæiske kunstart par excellence - er kulturelt diplomati for fuld udblæsning.
Et tredje forhold, der er underbelyst i debatten, er det mellem musik og demokrati.
Vores engagement i musik og de øvrige kunstarter hænger tæt sammen med vores engagement som borgere i et fungerende demokratisk samfund. Det viser undersøgelse efter undersøgelse. Vores musikliv påvirker ikke alene vores velbefindende i almindelighed, men også vores lokalsamfunds struktur og udvikling.
I 1993 kædede Harvard-professor Robert Putnam i bogen »Making Democracy Work« antallet af Societá Corali (kor-foreninger) i Italien sammen med graden af demokratisk medborgerskab: Borgernes demokratiske engagement og aktive indsats for lokalsamfundenes ve og vel stiger i takt med det lokale antal af korforeninger.
Forskningen i værdien af aktiv deltagelse i musik-og kunstlivet for et velfungerende medborgerdemokrati er ikke blevet mindre siden 1993. Det synes uafviseligt, at der er et stærkt link mellem aktivt medborgerskab og aktiv deltagelse i musik-og kulturliv, og nyt kan man ikke sige, at det link er. Det demokrati-historiske moderskib - det athenske demokrati i det 5. århundrede før år nul - blomstrede op og blomstrede af synkront med op-og afblomstringen af det græske teater. Teatret på Akropolis' skråning rummede 17.000 og dannede ramme om såvel skuespil som demokrati.
Fra de aktive borgere i 5. århundrede før vor tid har vi arvet de græske ord »kor«, »orkester« og »demokrati«. I Danmark har vi en institution, der har både demokrati, orkestre og kor i opgaveporteføljen. DR har til opgave at styrke vores handleevne som borgere i et demokratisk samfund. Det står i DRs public service-kontrakt.
Det er klart, at man svækker DRs muskler til at løfte den opgave, hvis man amputerer korene og orkestrene. Noget, en håndfuld politikere har nævnt som et muligt scenario.
DR skal gennem indhold og tjenester stimulere til, at vi som borgere deltager i den offentlige debat og den demokratiske proces.
Det står der også i public service-kontrakten.
Men i Danmark overvejer man altså at fjerne det indhold og de tjenesternemlig orkestrene og korene, der tilsyneladende stimulerer os kraftigt til præcis dette. Hvorfor? Blandt de europæiske lande er det vist ellers kun Belgien plus de to minilande Malta og Luxembourg, som har renset deres public service klinisk for levende in-house kunstnerisk personale.
Tilbage til den symfoniske musik som levende kulturarv og kulturelt diplomati og et spørgsmål i den sammenhæng: Giver det ikke anledning til at gentænke, hvordan vi bedst plejer vores egen enestående og levende kulturarv, når store europæiske komponister - herunder danske - spilles for fulde huse over hele verden? Vor egen verdensfynbo, Carl Nielsen, bliver for eksempel spillet om et par uger af Malaysian Philharmonic Orchestra i Kuala Lumpur. At det vælter med symfoniorkestre i Kina og Japan kommer måske ikke bag på så mange. Tokyo alene har otte symfoniorkestre med det japanske radiosymfoniorkester i spidsen. Men at lande med muslimsk befolkningsflertal - som nu Malaysia - også investerer i symfoniorkestre, er måske mindre velkendt.
I Ægypten havde Cairos symfoniorkester Mozarts Messe i C-dur på programmet til sin julekoncert 23. december. Ja, vist så: en julekoncert og en komplet messe. I Abu Dhabi spillede De Forenede Emiraters Nationale Symfoniorkester for nylig Brahms og Mendelssohn. I Qatar i januar giver Qatarphilharmonikerne den gas med Mahlers 5., og i Iran spillede Teheran Symfoniorkester her i december en koncert i det iranske indenrigsministeriums koncertsal. På programmet var blandt andet Saint-Saëns' »Dyrenes karneval« og musik fra to filmklassikere: »Borte med Blæsten« og »Jorden rundt på 80 dage«. Begge film har musik af komponister med jødisk baggrund.
En koncert, jeg ville have givet meget for at overvære, var Teheran-symfonikernes opførelse af Beethovens 9. Den med »Ode an die Freude«, der siden er blevet hymne for EU. Alle Menschen werden Brüder og alt det dér. Opført med fuldt kor af begge køn og musikere af begge køn på scenen, Khomeinis og Khameneis portrætter hængende over scenen og det iranske establishment på de forreste publikumsrækker. Propfuld sal.
Beethoven, den gamle revolutionære, der ikke savnede selvtillid og mente, at selv hans værste scheisse var mere værd end andres bedste præstationer, ville sikkert ikke være spor imponeret. Andre vil måske ligesom jeg synes, at det er et klasse-eksempel på kulturelt diplomati. Det er jo ikke sådan, at Iran står og mangler en egen musikkultur. Men man investerer altså også gerne i den store komplekse musik made in Europe.
Selv Saudi-Arabien er efter sigende på vej med planer om et nationalt symfoniorkester.Karakteristisk nok ikke i samarbejde med et europæisk land, men med Japan.
Så verden vil den store musik. Men hvad vil vi selv i hjemme i Europa med vores helt egen kulturarv? Hvad vil vi i Danmark?
Publikum skorter det ikke på. 2,1 millioner seere og lyttere har mødt DRs musikere i programmer, der strækker sig fra »X-Faktor« til Torsdagskoncerten. 785.000 har lyttet til en P2-koncert i radioen i 2016. DR Koncerthuset har haft 338.000 koncertgængere. De fem symfoniorkestre i Aalborg, Aarhus, Odense, Sønderborg og på Sjælland - landsdelsorkestrene - havde tilsammen cirka 400.000 tilskuere. Det kongelige Teater har haft 756.000 tilskuere, hvoraf 251.000 til de forestillinger (opera, ballet og egne koncerter), hvor teatrets symfoniorkester - Det Kongelige Kapel - medvirker. Superligaholdet FC København havde 267.000 tilskuere i Parken i sæson 2016/ 17. Dette bare for lige at have noget at sammenligne med.
Den symfoniske musiks publikum er altså stort. Ikke bare på verdensplan, men også her i lillelandet. De symfoniske fans koster mindre i politiopbud og kaster færre døde rotter end fodboldfans. Alligevel lægges der op til forringede spilleforhold for lige nøjagtig deres hold - nemlig symfoniorkestrene.
Er det fair play?
Kulturministeriet efterlyser i øjeblikket kandidater til Unescos verdenskulturarvs-liste. Et oplagt forslag må være superliga-spillerne i Det Kongelige Kapel.
Når vi går ind i 2018, kan kapellet fejre 570 års fødselsdag. 570 år. Grundlagt i 1448 som kongens trumpetér-korps med samt pauker og basuner. Årstallet 1448 er før, riget får et universitet. Det kommer først i 1479. Det er før, reformationen når til Danmark i 1536.
Det er uendeligt meget før både Grundlov, folkestyre og folkevalgte. Den spanske rideskole i Wien, der allerede er på Unescos liste over den »immaterielle« kulturarv, er til sammenligning ikke engang fyldt 500 år endnu. Jeg kan personligt ikke komme i tanke om en spillevende institution eller organisation i Danmark med en længere historie, og Det Kongelige Kapel siges da også at være verdens ældste orkester.
Til sidst en lille historisk note til eftertanke med henblik på fremtidig udvikling - som managementsproget kalder det - af landets symfoniorkestre. Aldrig så snart var enevælden afskaffet med grundloven af 1849, før en kommission fik den skarpe udviklingsidé at nedlægge det dengang kun 401 år gamle kongelige kapel. Teatrets ledelse i skikkelse af Johan Ludvig Heiberg fik det afværget. Det blev ikke kommissionens medlemmer, der satte sig spor i dansk kulturhistorie. Det blev Heiberg.
TEXT:
1. januar 2018 sendes Wiener Philharmonikernes nytårskoncert på TV-stationer i 90 lande, herunder DR. Same procedure as every year.
90 lande abonnerer på at sætte et nyt år i svingninger sammen med et af klodens ypperste symfoniorkestre. 90 lande er rundt regnet halvdelen af samtlige lande overhovedet, så musikerne i Wien når helt bogstaveligt den halve verden rundt.
Det sætter to ting på plads, som ellers ikke fremstår lysende klare i den standende debat om symfoniorkestre i vores eget lille land. Nemlig: 1) At symfonisk musik er kæmpestort, og 2) at symfonisk musik - denne europæiske kunstart par excellence - er kulturelt diplomati for fuld udblæsning.
Et tredje forhold, der er underbelyst i debatten, er det mellem musik og demokrati.
Vores engagement i musik og de øvrige kunstarter hænger tæt sammen med vores engagement som borgere i et fungerende demokratisk samfund. Det viser undersøgelse efter undersøgelse. Vores musikliv påvirker ikke alene vores velbefindende i almindelighed, men også vores lokalsamfunds struktur og udvikling.
I 1993 kædede Harvard-professor Robert Putnam i bogen »Making Democracy Work« antallet af Societá Corali (kor-foreninger) i Italien sammen med graden af demokratisk medborgerskab: Borgernes demokratiske engagement og aktive indsats for lokalsamfundenes ve og vel stiger i takt med det lokale antal af korforeninger.
Forskningen i værdien af aktiv deltagelse i musik-og kunstlivet for et velfungerende medborgerdemokrati er ikke blevet mindre siden 1993. Det synes uafviseligt, at der er et stærkt link mellem aktivt medborgerskab og aktiv deltagelse i musik-og kulturliv, og nyt kan man ikke sige, at det link er. Det demokrati-historiske moderskib - det athenske demokrati i det 5. århundrede før år nul - blomstrede op og blomstrede af synkront med op-og afblomstringen af det græske teater. Teatret på Akropolis' skråning rummede 17.000 og dannede ramme om såvel skuespil som demokrati.
Fra de aktive borgere i 5. århundrede før vor tid har vi arvet de græske ord »kor«, »orkester« og »demokrati«. I Danmark har vi en institution, der har både demokrati, orkestre og kor i opgaveporteføljen. DR har til opgave at styrke vores handleevne som borgere i et demokratisk samfund. Det står i DRs public service-kontrakt.
Det er klart, at man svækker DRs muskler til at løfte den opgave, hvis man amputerer korene og orkestrene. Noget, en håndfuld politikere har nævnt som et muligt scenario.
DR skal gennem indhold og tjenester stimulere til, at vi som borgere deltager i den offentlige debat og den demokratiske proces.
Det står der også i public service-kontrakten.
Men i Danmark overvejer man altså at fjerne det indhold og de tjenesternemlig orkestrene og korene, der tilsyneladende stimulerer os kraftigt til præcis dette. Hvorfor? Blandt de europæiske lande er det vist ellers kun Belgien plus de to minilande Malta og Luxembourg, som har renset deres public service klinisk for levende in-house kunstnerisk personale.
Tilbage til den symfoniske musik som levende kulturarv og kulturelt diplomati og et spørgsmål i den sammenhæng: Giver det ikke anledning til at gentænke, hvordan vi bedst plejer vores egen enestående og levende kulturarv, når store europæiske komponister - herunder danske - spilles for fulde huse over hele verden? Vor egen verdensfynbo, Carl Nielsen, bliver for eksempel spillet om et par uger af Malaysian Philharmonic Orchestra i Kuala Lumpur. At det vælter med symfoniorkestre i Kina og Japan kommer måske ikke bag på så mange. Tokyo alene har otte symfoniorkestre med det japanske radiosymfoniorkester i spidsen. Men at lande med muslimsk befolkningsflertal - som nu Malaysia - også investerer i symfoniorkestre, er måske mindre velkendt.
I Ægypten havde Cairos symfoniorkester Mozarts Messe i C-dur på programmet til sin julekoncert 23. december. Ja, vist så: en julekoncert og en komplet messe. I Abu Dhabi spillede De Forenede Emiraters Nationale Symfoniorkester for nylig Brahms og Mendelssohn. I Qatar i januar giver Qatarphilharmonikerne den gas med Mahlers 5., og i Iran spillede Teheran Symfoniorkester her i december en koncert i det iranske indenrigsministeriums koncertsal. På programmet var blandt andet Saint-Saëns' »Dyrenes karneval« og musik fra to filmklassikere: »Borte med Blæsten« og »Jorden rundt på 80 dage«. Begge film har musik af komponister med jødisk baggrund.
En koncert, jeg ville have givet meget for at overvære, var Teheran-symfonikernes opførelse af Beethovens 9. Den med »Ode an die Freude«, der siden er blevet hymne for EU. Alle Menschen werden Brüder og alt det dér. Opført med fuldt kor af begge køn og musikere af begge køn på scenen, Khomeinis og Khameneis portrætter hængende over scenen og det iranske establishment på de forreste publikumsrækker. Propfuld sal.
Beethoven, den gamle revolutionære, der ikke savnede selvtillid og mente, at selv hans værste scheisse var mere værd end andres bedste præstationer, ville sikkert ikke være spor imponeret. Andre vil måske ligesom jeg synes, at det er et klasse-eksempel på kulturelt diplomati. Det er jo ikke sådan, at Iran står og mangler en egen musikkultur. Men man investerer altså også gerne i den store komplekse musik made in Europe.
Selv Saudi-Arabien er efter sigende på vej med planer om et nationalt symfoniorkester.Karakteristisk nok ikke i samarbejde med et europæisk land, men med Japan.
Så verden vil den store musik. Men hvad vil vi selv i hjemme i Europa med vores helt egen kulturarv? Hvad vil vi i Danmark?
Publikum skorter det ikke på. 2,1 millioner seere og lyttere har mødt DRs musikere i programmer, der strækker sig fra »X-Faktor« til Torsdagskoncerten. 785.000 har lyttet til en P2-koncert i radioen i 2016. DR Koncerthuset har haft 338.000 koncertgængere. De fem symfoniorkestre i Aalborg, Aarhus, Odense, Sønderborg og på Sjælland - landsdelsorkestrene - havde tilsammen cirka 400.000 tilskuere. Det kongelige Teater har haft 756.000 tilskuere, hvoraf 251.000 til de forestillinger (opera, ballet og egne koncerter), hvor teatrets symfoniorkester - Det Kongelige Kapel - medvirker. Superligaholdet FC København havde 267.000 tilskuere i Parken i sæson 2016/ 17. Dette bare for lige at have noget at sammenligne med.
Den symfoniske musiks publikum er altså stort. Ikke bare på verdensplan, men også her i lillelandet. De symfoniske fans koster mindre i politiopbud og kaster færre døde rotter end fodboldfans. Alligevel lægges der op til forringede spilleforhold for lige nøjagtig deres hold - nemlig symfoniorkestrene.
Er det fair play?
Kulturministeriet efterlyser i øjeblikket kandidater til Unescos verdenskulturarvs-liste. Et oplagt forslag må være superliga-spillerne i Det Kongelige Kapel.
Når vi går ind i 2018, kan kapellet fejre 570 års fødselsdag. 570 år. Grundlagt i 1448 som kongens trumpetér-korps med samt pauker og basuner. Årstallet 1448 er før, riget får et universitet. Det kommer først i 1479. Det er før, reformationen når til Danmark i 1536.
Det er uendeligt meget før både Grundlov, folkestyre og folkevalgte. Den spanske rideskole i Wien, der allerede er på Unescos liste over den »immaterielle« kulturarv, er til sammenligning ikke engang fyldt 500 år endnu. Jeg kan personligt ikke komme i tanke om en spillevende institution eller organisation i Danmark med en længere historie, og Det Kongelige Kapel siges da også at være verdens ældste orkester.
Til sidst en lille historisk note til eftertanke med henblik på fremtidig udvikling - som managementsproget kalder det - af landets symfoniorkestre. Aldrig så snart var enevælden afskaffet med grundloven af 1849, før en kommission fik den skarpe udviklingsidé at nedlægge det dengang kun 401 år gamle kongelige kapel. Teatrets ledelse i skikkelse af Johan Ludvig Heiberg fik det afværget. Det blev ikke kommissionens medlemmer, der satte sig spor i dansk kulturhistorie. Det blev Heiberg.
